I min virksomhed og i min research ser jeg mange TED-talks. Jeg ser både de mest populære og de mest upopulære. Hvorfor? For at blive klogere på, hvad det er, der gør os attraktive, og hvad der fanger og fastholder vores opmærksomhed. Er det et særligt kropssprog? Ansigtet? Gestikken – eller specielle PP-slides?
Men inden jeg afslører, hvilket kommunikationsvåben, der hører til blandt de mest magtfulde, vil jeg stille dig et spørgsmål:
Hvad er det første du kigger på, når du møder et menneske? Tænkt dig om et øjeblik….
De fleste svarer:
- ansigtet
- øjnene
- munden
Men det første vi kigger på, er hænderne. Det ligger dybt, dybt i os, helt tilbage fra da vi var hulemænd. Vi ser på hænderne for at finde ud af, om personen har noget i hænderne, som vi skal frygte – og flygte fra – fx en sten eller økse.
Lad os gå skridtet videre. Prøv at forestille dig en person du kender godt. Forestil dig nu, at personen har hænderne skjult på ryggen. Din tanke vil være; hvad har han/hun i hænderne? Hvad skjuler han/hun? Og jo længere tid han/hun har hænderne på ryggen, jo mere ønsker du bare, at de kommer frem! Og når du endelig kan se hænderne igen, bliver du lettet.
Når hænderne er skjult på ryggen, kan vi ikke se, hvilken intention personen har. Det gør os usikre.
Den amerikanske adfærdsforsker, Vanessa Van Edwards og hendes team, har analyseret tusindvis af TED-Talks. De opdagede, at i de mest populære TED-Talks har taleren hele 465 forskellige gestus. De mindst populære har 272 – altså ca. halvdelen. Det er en signifikant forskel.
Jeg taler til på dig på to kanaler
Talere med mange gestus kommunikerer et vigtigt budskab til dig mellem linjerne:
Jeg kender mit indhold så godt, at jeg har overskud til at tale til dig på to kanaler på en gang; jeg kan tale til dig med mine ord, men jeg kan også forklare mit indhold og meningen med mine ord gennem mine hænder.
Når din gestik følger dine ord, understreger arme og hænder ordenes indhold. Og det bliver både nemmere og mere interessant for dit publikum.
Pas på; du smitter!
Forkølelse og Roskildesyge smitter som en i helvede. Det samme gør du: Hver dag smitter du dine omgivelser med dit humør, din indstilling og dine følelser. Jo før du bliver bevidst om, at du er en omvandrende smittebærer, jo hurtigere kan du opnå professionel og personlig succes. Du kender det sikkert allerede fra dit eget liv; nogle mennesker ødelægger stemningen med deres brok og dårlige humør, andre spreder god stemning.
Et stort studie fra Stony Brook University samlede svedprøver fra to forskellige testgrupper:
- Folk der løb på løbebånd.
- Fra folk, der hoppede i faldskærm for første gang.
Derefter fik forskerne forsøgspersonerne til at lugte til svedprøverne, mens de lå i en hjernescanner. På de testpersoner, der lugtede til faldskærmsudspringerne, kunne forskerne måle aktivitet i de centre, der har med frygt at gøre. Det betyder, at vi helt bogstaveligt smitter og planter vores følelser hos andre.
Vanesse Van Edwards argumenterer for, at vi grundlæggende smitter på tre niveauer:
- Nonverbalt
- Verbalt – og
- Følelsemæssigt
Hvis du går en tur og pludselig ser en slange, vil dit ansigt på nulkommafem – før det rammer din bevidsthed – vise frygt. Du skal nu beslutte dig mellem tre muligheder: Tage kampen op, flygte eller råbe på hjælp. Hvis du ser frygt på en anden persons ansigt; løftede øjenbryn, øjnene er spilet op og munden let åben, vil du lynhurtigt overtage følelsen og reagere; kæmpe, flygte eller råbe på hjælp.
Det samme sker naturligvis ved de positive følelser. Når du ser et smilende ansigt, er det svært at lade være med at smile tilbage. En lille, rar følelse planter sig i dig – bare ved at overtage et smil fra en anden. Vi smitter andre med vores følelser.
Styrk din position med disse 3 gode råd
1. Levende gestik
Når du understreger dine ord med en levende gestik sker der to gode ting:
- Du fortæller du mig, at du kender dit stof ind og ud, og du formidler betydningen og meningen med dine ord endnu tydeligere. Jeg kan nemmere følge med, forstå og huske, hvad du fortæller.
- Det engagement der strømmer ud af din gestik, smitter mig. Jeg bliver lettere grebet og du fastholder min opmærksomhed.
- Helt konkret betyder det, at når du fx holder oplæg, må du ikke have hænderne i lommen, eller knytte dem foran brystet eller bagved din ryg. Tillad din gestik, ved at sætte dine hænder fri.
2. Engagerende ord og spørgsmål
Brug et billedrigt sprog der involverer mig. Du kan fx stille mig spørgsmål, der henter gode ting frem af min hukommelse. Det kan være til et socialt arrangement, hvor du møder én for første gang. I stedet for de kedelige, sædvanlige spørgsmål a’la når, hvad laver du så? Eller, bor du her omkring? Prøv med sker der noget spændende i dit liv for tiden? Har du planer om nogle rejser? Hvad interesserer dig for tiden? Din samtalepartner vil nu, ligesom når vi googler, hente alt frem fra hjernen, der associerer til det positive spørgsmål. Du sætter gode tanker, gode minder, billeder og følelser i sving, som bliver lagret til næste gang I ses.
3. Smil, smil, smil
Den danske pianist og entertainer Victor Borge har sagt: Smilet er den korteste vej mellem to mennesker. Det er så sandt, som det er sagt. Et smil smitter hurtigere end den værste forkølelse. Prøv det – gå ud i gader og stræder i dag, og beslut dig for at smile til de mennesker du møder på din vej. Jeg vil æde min gamle hat på, at 90 % smiler tilbage. Hvis ikke, må du skrive og fortælle mig det. Heldigvis har jeg et solidt lager, jeg elsker nemlig hatte. Og i følge min mor, har jeg hattehoved. Jeg lyttede altid til min mor, da hun levede!
Tusind tak for at du læser med. Det sætter jeg stor pris på dig! Hav en fremragende dag.
Bedste hilsner
Christina Rittig Falkberg