Med dette lille trick øger du din personlige indlydelse

Er du god til at huske navne? I vesten siger vi goddag til kendte og nye mennesker med et håndtryk (som er blevet den nye politiske slagmark, men det er en anden historie). En ting er et godt håndtryk med øjenkontakt. Noget andet folks navn.

Når du husker og kender mit navn, bliver jeg i godt humør. Mit navn er jo MIG. Jeg føler mig anerkendt, set – jeg føler mig værdifuld. Det er essensen i retorik: Retorik GØR noget ved sin modtager. Du gør noget ved andre mennesker med din kommunikation.

Mit mål er, at du får succes. I dit professionelle og personlige liv. Det får du kun, hvis du er god til mennesker. Vores relationer er altafgørende for vores personlige og professionelle succes. Af den grund, har du brug for at udvikle dine “people skills”. Med mindre du lever som eneboer i en skov et sted. Men så var du ikke her.

I dette indlæg skal vi gøre noget godt for dem vi møder, vi skal huske deres navne. En lille simpel gestus, med enorme muligheder.

Glem aldrig mere et navn

Har du nogensinde været i en situation hvor du møder nogen i begyndelsen af en fest, så støder du ind i dem senere på aftenen, eller et par uger efter, og har ingen ide om deres navn? Det er akavet. Og det vidner om, at du ikke har lagt mærke til vedkommende, eller at vedkommende ikke har haft betydning for dig.

Tricket med navne er, at du bevidst skal bruge hjernen. Forskellige dele af din hjerne bliver aktiveret, når du processere information auditivt, verbalt og visuelt.

For at maksimere dine chancer for at huske navne, kan du derfor engagere alle tre dele. Det gør du sådan:

1. Auditivt: Giv dem din fulde opmærksomhed når de siger deres navn, så du faktisk hører navnet, frem for at din hjerne bliver forstyrret af dine egne tanker. Det er nemlig en af hovedårsagerne til, at du ikke kan huske nogens navn; du tænker på andre ting, mens de siger deres navn. Du tænker på, hvordan dit hår sidder. Om du har noget mellem tænderne. Du er fokuseret på, om du kan lide deres ansigt – er de lækre, grimme, har sjove briller på? Alt muligt andet end at være 100 % opmærksom på at høre deres navn. Første trick er derfor: Lyt, lyt lyt.

2. Verbalt: Når de har sagt deres navn, gentager du det højt. Det kunne fx lyde: “Hyggeligt at møde dig, Albert. Så, hvad bringer dig her, Albert? Hvad laver du, Albert?”. Når du siger navnet højt, skifter din hjerne mode fra det auditive til verbalt mode. Det kan også være din hjerne har været i visuelt mode, fordi du har kigget på hans/hendes fregner, store næse eller flotte øreringe. At gentage navnet og bringe hjernen i et verbalt mode, er en effektiv lim for mange, der får navnet til at sætte sig fast. Det virker fantastisk for mig.

3. Visuelt: Tænk på alle dem du kender med det samme navn og placer dem rundt om et bord sammen. På den måde kan din hjerne associere til én den allerede kender, der hedder Albert – din bror Albert, din gamle kæreste Albert, din bedste ven Albert.

Jeg glemmer aldrig Leonardo

Forleden til en konference mødte jeg en med navnet Leonardo. Jeg kender ingen med navnet Leonardo. Derfor tænkte jeg på skuespilleren Leonardo de Caprio. Og da jeg lige havde set Titanic med ungerne, var det i rollen som den unge, passionerede Jack, at jeg fandt Leonardo frem. Samtidig sagde jeg hans navn højt, og spurgte ind til navnet, da det er et sjældent navn i Danmark.

Jeg spillede på alle tre tangenter; Gav navnet fuld opmærksomhed, sagde det højt og associerede til en anden Leonardo, som allerede eksisterer i min hukommelse.

Jeg kommer altid til at huske Leonardo – fordi jeg helt simpelt ikke KAN glemme det.

I skrivende stund, har ejeren af den kaffebar jeg sidder og skriver fra, lige henvendt sig til mig; Hvor er din baby, Christina. Og tænk, en instinktiv varme og glæde breder sig i mig: Hun husker mit navn?! Hvor dejligt, jeg må have gjort indtryk. Jeg husker også hendes navn, hun hedder Mette 🙂

Her min december-udfordring: Næste gang du møder et nyt menneske, skal du huske deres navn. Brug de tre tricks. Jeg vil vædde på, at de virker. Nogle gange, er det de små ting, der gør den største forskel. Rigtig god fornøjelse med at øge din sociale gennemslagskraft. Jo mere vellidt du er, jo mere respekt du har og får fra dine omgivelser, jo bedre løn, flere venner og gladere chefer og kolleger.

De allerbedste hilsner

Christina Rittig Falkberg

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *